YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold: Referat fra serie 3 kampen Grauballe UGF - Stjær B

Referat fra serie 3 kampen Grauballe UGF – Stjær Boldklub 3-0 (2-0) Torsdag den 9. maj 2013

Der var lagt op til kampen om førstepladsen, som før kampen var besat af Grauballe med mulighed for kun et enkelt point ned til Stjær.

Træner Bo Pedersens oplæg til kampen var at man skulle forsøge at stække Stjærs venstre flanke hvor de har to venstrebenede kantspillere som normalt står godt og sammen med de tre centrale midtbanespillere styrer Stjærs hurtige omstillingsspil. Bo fik fyret godt op under Grauballe spillerne der kom dybt koncentrerede og meget fokuserede ud til kampen, som de første 5-8 minutter bølgede lidt frem og tilbage medens begge hold lige så hinanden an. Dog med Grauballe som toneangivende og med et støt pres frem mod Stjær målet. I det 10. minut ”stjæler” Brian Rosenkvist bolden fra Stjær kantspilleren og Brian sætter lynhurtigt en omstilling i gang, tager et par meter og smækker bolden i en blød bue ind i hovedet på Simon Azoulay, der vinder hovedstødsduellen med Stjær forsvaret og på nedfaldsbolden er Simon A. igen den hurtigste og lægger fikst bolden op i det ene målhjørne til 1-0 efter 10. min. En scoring som frustrerede Stjær mandskabet lidt for indtil scoringen havde de egentligt været godt med. I det 18. minut smutter Brian Rosenkvist, der var suverænt godt spillende, efter at have siddet over mod Fårvang p.g.a. en skade, så fra sin kant igen men denne gang bliver Brian ”høstet” og Stjærspilleren modtager fortjent et gult kort og 10.minutter til afkøling. Det burde have givet mere plads til Grauballe men som det oftest sker så spillede Stjær faktisk deres bedste periode i de 10 minutter med en mand i undertal. Som om at 10 minutters udvisningen ikke var nok, så måtte Stjær målmanden lade sig udskift efter kun 25 minutters spil og reserven kom på banen. Med Patrick Hansen som kreatør af en fiks dribling og efterfølgende dyb præcis stikning frem til Jesper Smed på kanten af straffesparkfeltet, smuttede ”Katten” igennem og lagde den netop ind skiftede målmand til højre og smækkede bolden ind til venstre helt ude ved stolpen til 2-0 (36.min.)  det mål gav ro på spillet og frem til pausen stod der Grauballe på det meste.

Anden halvleg blev total domineret af Grauballe der i forsvaret leverede en stålsat solid indsats godt styret af Frederik Ottesen og Mikkel Them der med Thomas Schelk og Nick Hansen spillede en rigtig flot kamp, en stærk midtbane med Patrick Hansen og Brian Rosenkvist/ Daniel Aaborg som erstattede Brian R. da hans skade begyndte at drille. Aaborg kom ind og satte både fart og flotte pasninger i scene. På toppen Simon A. og Jesper Smed som begge voldte Stjær forsvaret store problemer. Den sidste halve time kom Bojan Pasajlic ind i stedet for Jesper Smed og Bojan var som altid en konstant trussel mod målet. Efter 55. minutter fik Simon A så presset Stjær forsvaret så hårdt at det blev 3-0 på et selvmål og kampen var lukket ned. På intet tidspunkt tilspillede Stjær sig helt åbne chancer og det de kom til og fik afsluttet på, det tog Søren Husted sig sikkert af, ”Hus” har nu leveret ”clean sheet” i alle de tre kampen hvor han har vogtet Grauballemålet. Godt gået ”Hus”. 

Det vil ikke være fair at fremhæve enkelte spillere da sejren i dag blev til på et fremragende sammen hold og viljen til at udføre den opgave som Bo havde stillet. Løbeviljen og kampgejsten lyste ud af hele holdet og alligevel så vil jeg tillade mig at sige at Mikkel Them som fik spillernes stemmer og fidusen nok spillede sin til dato bedste kamp. Fighterpokalen gik til Morten Bay der gennem kampens 95 minutter løb solen sort og som altid arbejdede for holdet.

Nu vender turneringen og på tirsdag den 14. maj kl. 19,00 venter Vellev i Vellev og efterfølgende på mandag i pinsen den 20. maj kl. 13,30 Galten i Galten. Noter datoerne og mød op på udebanen og støt vore drenge. Tak for det store fremmøde i Grauballe og tak for støtten.

Per Smed