YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold: Kampreferat serie 3, Vellev IF - GUGF

Kampreferat Serie 3
Vellev IF – Grauballe UGF 0-1 (0-1)

Lørdag den 24. september 2011

I Grauballe havde vi på forhånd ventet en svær udekamp mod Vellev. Kampen blev som ventet meget lige og inden for de første 10 minutter havde Grauballe to pæne chancer da først Andreas Dyhrberg smuttede igennem det kompakte Vellev forsvar, men desværre var afslutningen lige på målmanden. I det 11. minut trak Patrick Hansen fri midt for mål og hans flotte afslutning strøg forbi Vellev keeperen, men traf desværre stolpen og sprang i spil igen. Ellers en kvalificeret afslutning fra 20-22 meter. I det 18 min. får Vellev et frispark ca. 20 meter fra Grauballe målet og med et dommedagshug, knalder Vellev spilleren bolden på overliggeren, og ned på mållinjen, og i spil igen. Et vildt flot spark og Grauballe kunne have været bagud. På det efterfølgende angreb presser vi hårdt på Vellev målet, men forsvaret får clearet bolden, som springer ud til Patrick Hansen. Han tager et par træk og spiller Jesper Smed fri midt for målet. En Vellev forsvarer sætter en voldsom tackling ind og rykker begge ben på ”katten”. Frispark godt 10 meter uden for straffesparkfeltet. Patrick Hansen og Christian Niebuhr står begge ved bolden, Patrick vælger at sparke hårdt skruet og højre om muren og placerer bolden helt oppe hvor målmanden er chanceløs, bolden tager både overligger og stolpe med et smæld og lander i modsatte side af målet dybt inde i rusen. 20 min. 0-1 og stor jubel i Grauballe lejren. Efter den halve time får Vellev en spiller udvist 10 .min. for en grim eftertackling og det gav lidt plads I det ellers godt spillende Vellev forsvar, desværre kun med et par chancer til Grauballe. I det 34. minut får Grauballe så et gult kort. Det var Thomas Bælum, der kommer for sent i en tackling og korrekt bliver sendt til afkøling i 10 minutter. Den periode var Grauballe under en voldsom belejring fra Vellev som sendte angreb efter angreb af sted mod Grauballe målet. Men forsvaret med Søren Husted som en sikker sidste skanse stod godt fast. Pause stilling 0-1 som vi godt kunne være tilfredse med.

Hele 2. halvleg blev en benhård fight omkring midtbanen. Hvor vi i pausen havde fået snakket om hvor vigtigt det var at holde nullet og spille disciplineret og med stor tålmodighed. Det lykkedes til fulde og med et fuldstændigt dirkefrit forsvar, der kun tillod 2-3 deciderede farlige chancer til Vellev, så holdt føringen hjem. Brian Holst kom ind og erstattede Daniel Aaborg (58), Casper ’Taz’ Christensen i stedet for Jesper Smed (73). En virkelig flot holdindsats hvor alle sled r…. ud af bukserne og holdt hovederne kolde selv i pressede situationer, på en bane der ikke var specielt indbydende til spil langs ’tæppet’. Daniel Nehls Jensen, der nok spillede sin bedste kamp til dato, og Andreas Dyhrberg skal roses specielt for en heroisk fight gennem hele kampen. Andreas fik tildelt fighterpokalen og fidusen til Daniel.

Vellev skal også have pæne ord med for en fantastisk flot kamp. De kunne med lidt held have fået point i en kamp, hvor de skal have stor ros for at spille noget flot fodbold over hele linjen med udgangspunkt i en bundsolid bagerste kæde, der bortset fra frisparksmålet stort set neutraliserede vores eller hurtige angribere og holdt os nede på kun 4-5 målchancer. Flot udvikling fra sidst vi mødtes.

I skrivende stund er SIF foran 5-1 mod Fårvang og det bringer SIF på 1. pladsen i puljen kun to point foran Grauballe, så der er lagt op til et vaskeægte topopgør når Grauballe på hjemmebane lørdag kl. 13.30 tager imod SIF. Så kære Grauballe borgere – mød op på stadion Lørdag og støt vores drenge på stadion – det har vi brug for.

Per Smed

PS. Læs evt. Vellevs kampreferat her: Sådan så Vellev kampen