YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold: Kampreferat serie 5, GUGF - Fårvang

 

Kampreferat fra Grauballe UGF – Fårvang 8-1 (2-0)

Kampen mellem Grauballe og Fårvang i serie 5 denne lørdag eftermiddag var for alvor en vind eller forsvind kamp. Grauballe kunne med rette siges at have kniven for struben med kun sølle 6 point, men dog stadig med muligheden for selv at afgøre sin skæbne og undgå nedrykning. Fårvang med 7 point og over nedrykningsstregen kunne med blot uafgjort sikre sig endnu en sæson i serie 5.

Ved kampoplægget havde Allan og Visti forklaret at vi skulle spille hurtigt rundt og sørge for at få afsluttet mod mål på den regnvåde bane. Sidst, men vigtigst af alt, så appellerede trænerteamet til spillerne om at tage denne sidste og afgørende kamp, som en opgave hvor alle løb og arbejdede positivt for hinanden, således at når vi gik fra banen så havde alle leveret 120%.

Kampen startede lidt nervøst fra begge sider, men hurtigt fik GUGF drengene styr på nerverne. Altid solidt kæmpende Thomas Laursen, spillede sammen med Daniel Aaborg, tilbage i sin gamle stil med finurlige driblinger, der gang på gang splittede Fårvang midtbanen i atomer, og forrygende Mikkel Them, som nok spillede sin hidtil bedste kamp i år, en præstation der blev kronet med tre flotte mål, det ene mere ”årets mål” end det andet. Det er bare at sige: ”Chapeau” Mikkel, endda på en for ham meget svær dag...

Både Andreas Springer, Andreas Gravers og Rasmus ”Ralle” Nielsen, der som de unge boblere i klubben, leverede alle en flot kamp med mange gode aktioner og stor fight. Generelt leverede holdet en fight og kampindsats, der ikke er set bedre på serie 5 i år. En kraftpræstation af et hold, der ville vinde.

På trods af flere kendelser, som vi føler ikke lige var med os, formåede vi, selv med et hårdt dømt straffespark mod Visti og den efterfølgende 2-1 reducering til Fårvang, at holde hovedet koldt, at fastholde presset og fortsat spille bolden hurtigt rundt ved jorden. Flot fodbold, på en svær bane, der bragte det ønskede resultat i form af en sejr på ikke mindre en 8-1. Målscorer Mikkel Them 3, Daniel Aaborg 2, Thomas Laursen, Jesper Smed og Andrea Gravers alle 1.

Dette resultat blev både en glæde og forløsning for en vanskelig sæson hvor de mange skader på førsteholdet har drænet serie 5 for flere spillere end godt er, men nu stod vi så her på sidste spilledag og var kommet over stregen. Et godt tidspunkt for os, mens de ”stribede” fra Fårvang nu må en tur ned i Serie 6.

Med flere nye skader på førsteholdet kan spillere som Mikkel Them, Daniel Aaborg, Andreas Springer og Thomas Laursen nok forberede sig på at der kan blive brug for dem til forårets sidste kamp i Serie 3.

Mvh

PER SMED