YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold: Kampreferat serie 3, HA85 - GUGF

 

Kampreferat fra HA85 – Grauballe UGF 1-3 (0-1)

Grauballes mandskab i Serie 3 skulle denne lørdag en tur til HA85, kampen bar meget præg af at HA85 allerede er rykket ud af serie 3 og Grauballe har sikret sig endnu en sæson i rækken.

GUGF starter kampen med at have et klart overtag som førte flere gode målchancer med sig. Bl.a var Nicklas Nørbo en af de store syndere. Første halvleg var et solidt pres mod HA85 målet, men det resulterede kun i en scoring. 0-1 ved Christian Niebuhr, på en chance han selv skabte med et hurtigt ryk, der bringer ham i fri position midt for mål, hvor han koldt prikker bolden uden om keeperen.

I pausen fik GUGF snakket lidt om at der skulle arbejdes og løbes lidt mere for hinanden, hvilket faktisk ikke realiserede sig. Dels måtte Andreas Dyhrberg tidligt i anden halvleg lade sig udskifte p.g.a. sygdom. I midten af halvlegen får Christian Niebuhr igen en stor chance, skabt af Patrick Hansen, der med en fiks vending finder Christian Niebuhr i dybden. Lynhurtige Niebuhr ”planter” 2 forsvarer og scorer iskoldt ved forreste stolpe, en chanceløs keeper kan kun se til og tage den tunge gang ind efter ”svedsken”. Kampen dør lidt ud og de unge HA85’ere virker, efter 0-2 scoringen lidt ligegyldige og tamme.

Med 20 minutter igen måtte forsvarsklippen og spillende træner Karsten Laursen udgå med en skade. Disse ufrivillige udskiftninger forårsagede en del uro og omstilling med den følge at der aldrig kom en god rytme på holdet igen. I de døende minutter snupper Niebuhr en løs aflevering og spiller Patrick Hansen fuldstændig fri på kanten af feltet. En sådan chance lader Patrick ikke gå fra sig. Han kikker op og placerer køligt bolden helt ude ved højre stolpe og igen kan en chanceløs HA85 keeper kun se til at bolden stryger i kassen til 0-3. Kampen er afgjort.

På det efterfølgende angreb får HA85 dog reduceret på et hvad mange nok vil kalde et wild west angreb hvor man kaster alle mand frem og skaber en del forvirring. Det bringer en HA85 spiller til en løs chance som omsættes til en reducering til 1-3. Opspillet til målet, ikke mindst den sidste chanceskabende aflevering, var dog en ren nydelse og den bragte også stor glæde på modsatte sidelinie. Herefter fløjtede dommeren kampen af.

Desværre fik flere af GUGF spillerne slemme knubs i kampen. Bl.a. Patrick Hansen og Karsten Laursen, der muligvis ikke får lov at spille færdig som spillende træner. Jesper Smed, Nicklas Nørbo, Andreas Dyhrberg, Casper ’Taz’ Christensen og Morten Grønbæk er tvivlsomme til sidste kamp på Lørdag kl. 13.30 mod Låsby. Sidstnævnte måtte en tur på skadestuen med et flækket øjenbryn. Lidt ærgerligt når vi tænker tilbage på at vi startede foråret med syv førsteholdsspillere på skadeslisten og nu lader det til at vi skal slutte med et tilsvarende antal spillere skadede.

Mvh

PER SMED