YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold: Kampreferat Silkeborg IF - Grauballe UGF, serie 3

Referat af serie 3 kampen Silkeborg IF1 – Grauballe UGF

Grauballes træner Jesper Laustsen, havde svære vilkår til udekampen mod rækkens nr. 2 Silkeborg IF 1, da man havde valgt at prioritere nogle enkelte spillere fra 1. holdet som kunne benyttes i lørdagens serie 5 kamp om oprykning. Det medførte at serie 3 måtte til Silkeborg med et godt hold men med et par usikre punkter, Patrick Hansen der i ugens løb havde fået behandling i sit knæ og et afbud fra Toke Haaning ganske kort før kampen. Så der måtte indkaldes 12 og 13 mand til bænken på vej mod Silkeborg. Lidt frustrerende for træner, ledere og spillere.

Oplægget til den umiddelbart svære opgave blev at Jesper Laustsen bad spillerne om at gå til sagen med et smil, brystet fremme og så ellers nyde en kamp om topplacering som vi kunne lære noget i. Sammenhold, fight og viljen til at løbe de ekstra meter det krævede og med udgangspunkt i at et enkelt point ville være tilfredsstillende og nok til at SIF1 ikke havde muligheden for at rykke op.

Lad det være sagt med det samme, fra vi kom ind på kunststof banen og gjorde klar til opvarmning og kampen, var der en frigjort og opløftet stemning i Grauballe truppen. Man fornemmede klart at ingen var nervøse eller præget af at vi måtte rokere så kort før kick off. Og da kampen blev fløjtet i gang var der i den første time kun tale om spil til et mål nemlig SIF målet. SIF spillerne, måtte dybt frustrerede se til at Grauballes spillere, kørte bolden hurtigt rundt om dem og der blev løbet rigtig mange forgæves meter. Det blev helt efter spil og boldbesiddelse til 0-1 i det 10.min., ved et pragtmål af Jesper Smed, der på bedste Laudrup maner blev spillet fri af Daniel Aaborg, der godt og grundigt tørrede 3 SIF spillere, for derefter med en følt aflevering, at vippe bolden, i en blød bue hen over SIF forsvaret til Jesper Smed, der med kattepoten lagde bolden for egne fødder, tog et træk ind mod målmanden, fintede frækt et skud, der lagde målmanden ned, for sekundet efter at lægge bolden ind i nettet. Det blev 0-2 efter 20. minutter, igen ved Jesper Smed, der kom flyvende og knaldede bolden i æsken, efter en flot og ”indøvet” detalje hvor et frispark af Morten Skov blev lagt ind i hovedet på Simon A. som vippede bolden videre til Jesper Smed. 0-2 og SIF var rystede, men havde ikke noget modtræk. Dog havde SIF en friløber i det 25 min. som burde have reduceret, men usvigeligt sikre Thomas ”Bøvle” Lassen var hvor han skule være og fik afværget denne store chance for at komme tilbage i kampen. 4 minutter efter i det 29. min. afgjorde Grauballes hårdt kæmpende Visti Nørgård, der normalt spiller Old Boys, så reelt kampen med en glidende tackling, vinder han bolden fra SIFs midterforsvarer, og kan med et velplaceret skud lægge bolden ind i målet til 0-3 som blev pause resultatet.

Aftalen i pausen blev at vi nu ville forsvare den stilling med næb og klør, og selvfølgelig fortsætte det flotte pasningsspil vi netop have leveret i 45 minutter. Der skulle heller ikke gå lang tid før Grauballe igen scorede. Denne gang med Morten Skov som kreatør og Jesper Smed som eksekvator. Skov finder Jesper med en hård og præcis sukkerbal, af en dyb stikning, der splitter SIF forsvaret i atomer, iskold og kynisk lægger Jesper, med sin tredje scoring, bolden ind bag en sagesløs keeper til 0-4. Den sidste halve time blev lidt præget af flere gule og et enkelt rødt kort, som medførte at Grauballe på et tidspunkt i 10-12 minutter var 9 mod 11, men det lykkedes kun SIF at reducere til 1-4 og pynte lidt på resultatet.

Det vil være urimeligt at fremhæve enkelte spillere, derfor stor ros til alle spillere for en heroisk indsats som det er længe siden vi har set mage til. Fidus til Jesper Smed og fighterpokal til Thomas Lassen i målet.

Per Smed