YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold: Ny træner på plads til Serie 3

Vi er i Grauballe UGF stolte af nu at kunne præsentere en ny træner til Serie 3.

Vi har arbejdet hårdt siden afslutningen på efterårssæsonen på at finde en træner, der kunne løfte holdet yderligere og fortsætte det arbejde Thomas Bælum satte igang.

Det er derfor, med en klar forventning om yderligere udvikling af truppen, at vi kan præsentere Jesper Laustsen som ny førsteholdstræner i Grauballe UGF. Det er gået stærkt siden vi besluttede at forsøge at tilknytte Jesper til GUGF. Via nogle telefonsamtaler og et par møder, bl.a. med spilleretruppen, er aftalen kommet i stand. Jesper kommer fra et lignende trænerjob i Thorsø.

Hvem er Jesper Laustsen så:

Civilt:

Jeg er 30 år gammel, har 2 døtre sammen med min kone Karina. Jeg er bosat i Sabro, og arbejder for Jydsk Vindueskompagni A/S i deres salgsafdeling i Tilst v/Århus.

Fodboldmæssig baggrund:

Jeg spillede i mange år for Lystrup IF, inden jeg skiftede til AGF, som drengespiller. Her spillede jeg Drenge- og Junior mesterrække inden jeg stoppede grundet en skade. (I øvrigt altid som målmand)

Dommer:

At droppe fodbolden var jo utænkeligt, så i stedet for tog jeg dommereksamen, og dømte de efterfølgende 4-5 år. En udfordrende og spændende opgave, der dog til tider var noget utaknemmelig.

Træner:

Jeg startede med at træne ungdomshold for efterhånden 13 år siden, og det fortsatte i 10 år. Jeg har blandt andet trænet Lilleput Mesterrække i TST, Drenge Mesterrække i HEI, Drenge- og Junior A i både Odder og AGF/Viby.

Barndomsklubben Lystrup IF meldte sig på banen, og i fællesskab blev vi enige om at jeg skulle stå for deres 2. Senior hold som spillede i Serie 4. Efter 2 spændende og givtige sæsoner, hvor vi i begge tilfælde var få point fra en oprykning, blev jeg opfordret til at søge et 1. hold, da det ville fremme min udvikling. (Og stor tak til Lystrup IF for den opfordring)

Det blev så Herskind Boldklub. Af familiære årsager valgte jeg en klub tæt på vores bopæl.

I Herskind lykkedes det os at rykke op i Serie 4 i to forsøg. Efterfølgende meddelte jeg klubben, at egne ambitioner rakte højere end det som spillerne var villige til at yde, så derfor skiltes vores veje efter det ene år.

Thorsø i 2011 blev den næste udfordring. Det klare mål var hele tiden en oprykning til Serie 3, og den lykkedes i første forsøg, med 9 sejre ud af 10 mulige. Den efterfølgende målsætning var at vi skulle mere end ”bare” overleve, og det lykkedes til fulde. Halvvejs i turneringen lå vi på 1. pladsen, men vi tabte desværre ”pusten” og sluttede på en godkendt 4. plads.

Grauballe:

Fælles for de to oprykninger i Herskind og Thorsø, var at spillerne fra dag ét var fast besluttet på at de ville have succes, og de ville arbejde hårdt for det. Samt at de turde spille det nye fodbold som jeg kom med. Det har spillerne i Grauballe ligeledes givet håndslag på, og jeg er sikker på at vi går en spændende tid i møde sammen, og at vi kommer til at vinde mange fodboldkampe.J Netop fordi at spillerne VIL det.

Målsætningen for 2012:

Der er ingen tvivl om at uanset hvilken pulje vi havner i, så bliver det vores målsætning at spille med om oprykning, MEN det er IKKE ens betydende med at det er forskellen på succes og fiasko.

Spillerne skal spille fodbold på en ny måde, og derved risikere vi at dette kan koste point, og derfor er det vigtigt at spillerne selv IKKE føler at det udelukkende er en oprykning der skal til, for at sæsonen kan godkendes – For sådan hænger det ikke sammen!

Trænerkurser:

DBU B1

DBU B2

(Samt en håndfuld foredrag med diverse spillere og trænere.)